Jeg har lige været på facebook hvor jeg har skrevet sammen med en af mine helt gamle barndomsveninder lene, Vi var 3 i hvert fald i en lang periode, og den ene er jeg ven med på facebook, og den anden har jeg slet ikke kontakt med mere... Desværre...
Vi har alle tre kendt hinanden fra før vi startede i børnehaveklassen, 2 af os kom i klasse sammen og var sammen altid frem til 9. Klasse og sif kom i klassen over os. Vi boede i sanddalsparken som var 4 gule blokke omkranset af 'marken' til den ene side, sanddalsvej til den anden side, munkevænget til den 3. Side og ud til den 4. Side var der buske, garager, parkeringspladsen og tørreplads. Vi var en stor gruppe børn, faktisk 6 børn fra disse blokke som gik i klasse sammen, så vi fulgtes i skole, legede sammen efter skoletid og om aftenen. Der var altid børn at lege med og det var et trygt og dejligt sted at vokse op... Jeg har kun fantastiske minder fra min barndom, og nogle af minderne er dugfriske som var det igår jeg havde oplevet dem....
Nu sker der jo det, at når man vokser op og bliver præ-teenager så får man forskellige interesser, nogle tager på husholdningskole og efterskole, mens andre bliver hjemme.... Jeg var den der blev hjemme og fandt nye venner i det år der gik... Men kontakten til både Lene og sif bestod... Gymnasiet kom og gik og mens jeg brugte 3 år der, brugte sif 2 år på hf og Lene var på husholdningskole og startede året efter vi andre... Så kom og gik der forskellige kærester.... Vi blev studenter, nogle rejste og andre flyttede fra Svendborg... Selv flyttede jeg sammen med husbonden... Tænk at det allerede er 12 år siden.... Og det er jo så lige at tiden kommer ind...
For da vi lå på græsset i marken som børn, solen skinnende og vi snakkede om hvad vi ville lave når vi blev voksne, hvad vores børn skulle hedde og hvor vi skulle bo.... Spekulerede vi så overhovedet på at tiden en dag ville skille os?? Det tror jeg faktisk ikke at vi gjorde... Det var ikke en mulighed for vi var jo bedsteveninder....
Men tiden kom i vejen, landsdele, kærester, mænd, børn og uddannelser... Mange ting kom i vejen og vi evnede bare ikke at holde fast... Mange gør, men vi gjorde desværre ikke... Og det er da egentlig synd.. Men når jeg så kigger i billedmappen på lenes facebookprofil og kan se at hun har fået nye skønne veninder, så bliver jeg rigtig glad på lenes vegne, og for hendes nye veninder, for de har fået en veninde der er guld værd... Og hende har jeg været så heldig at være vokset op med... Men et eller andet sted kan jeg også mærke et lille prik af misundelse, for det skulle jo være mig der stod der.....
Sif og jeg har haft kortvarig kontakt gennem årerne, jeg har fået 3 børn og hun har fået 3 børn, og det sidste jeg hørte fra hende var en SMS for et års tid siden... En fælles SMS med en glædelig nyhed da hun fik sit 3. Barn... Jeg svarede på SMSen og ringede efterfølgende... Men den blev ikke taget... Det tolkede jeg som om sif ikke ønskede at genoptage kontakten... Og det må jeg respektere... Men hun skal vide at jeg savner hende :0).
Jeg tager hatten af når min kære kollega som er i halvtredserne fortæller om
Hvordan hun og hendes veninde fra børnehaveklassen stadig mødes flere gange om året og laver veninde-skøn-herlige ting....
Kære bloggere gør mig den tjeneste at gi' jeres barndomsveninder et knus.. Hvis i altså stadig har dem ;0)
- Posted using BlogPress from my iPad
Det er et indlæg til eftertanke må jeg sige... Og et godt emne at tage op! Jeg er så heldig at have hjerteveninden fra børnehavetiden endnu. Men det har også krævet sit fra os begge at holde kontakten. Nu er jeg gift, har barn, fast bopæl og en klassisk hverdag. Min veninde er single, rejseguide og bor ude i den store verden og max et halvt år hvert sted før en ny destination kalder... Når jeg ser hende til jul, vil jeg give hende et KÆMPE kram.
SvarSletTak for dit indlæg og god dag.