Man kan da ikke klippe håret af en skaldet??

I fredags da alt gik op i trætte unger, for sen aftensmad, og alle mulige og umulige praktiske gøremål ringede min far som han altid plejer når weekenden nærmer sig..egentlig havde jeg ikke tid til at tage den hvis det havde været alle mulige andre..men når det er ham  så selvfølgelig!


Min far, min elskede far som altid har båret sin eneste datter (mig) på hænder og fødder har været dømt ude af mit liv i 6 år...  Det er lang tid.. også for langtid.. men vi er desværre begge indehavere af et vanskeligt sind og en stædighed der ville kunne få selv det mest sejlivede ukrudt til at bukke under.. og det er jo både godt og skidt..

Men i sommers fik vi kontakt igen..  én telefonopringning, blev til flere, som efter et stykke tid blev til en skøn aften, far og datter på fin restaurant, udveksling af dejlige minder og gode grin...     Alt nag og dårligesider af os selv var pludselig gemt og glemt..  ogikke nok med at min far kom ind i mit liv igen.. det gjorde hans telefonopringinger også... og de betyder noget.. for nu ved jeg at alt er ved det gamle... 

Alt sådan en lille ting kan betyde så meget.... men det gør den..  for jeg ved den kommer og den vil mig altid noget godt, den bekymrer sig for mig og den interesserer sig for hvordan jeg har det..  og når man ikke har sine forældre særlig tæt på.. så er det dejligt at vide at de går og tænker på dig...


...men altså der i fredags hvor jeg smed alt jeg havde i hænderne for at snakke med min far, blev jeg ked.. ked over alle de ting som livet byder mig lige nu.. ked over det hus som slet ikke levede op til forventningerne, ked af en helt forskubbet tidsplan, ked af vores kedelige økonomiske situation og de konsekvenser den har i vores liv... ked af at føle at jeg altid halter bagud med et eller andet praktisk gøremål... ja i det hele taget bare KED!

Jeg prøvede virkelig at kæmpe imod, sådan oprigtigt og det duede slet ikke.. for jo mere jeg kæmpede jo mere kom det hele bare til at flyde.... snot og tårer i en lind strøm.... æv, det var i hvert fald slet ikke   meningen.... og mens min far bare sad i den anden ende og lyttede og forsøgte at trøste.. sagde han:

" Jamen man kan jo altså ikke klippe håret af en skaldet!"

Og det har han da så selvfølgelig ret i.. det kan man altså ikke!  den sætning har fyldt meget i mit hovedet her i weekenden, og selvom den virker som ubetydelig og ligegyldig.. så giver den bare SÅ meget mening for mig lige pt... og da telefonsamtalen var slut og jeg havde tygget på alt det der blev sagt, så kom fredagshumøret faktisk pænt tilbage :0)  


fik jeg nævnt at dette bliver vores kommende soveværelsesudsigt??